Blog om økonomi

Rådgivning om pensionsøkonomi - et eksempel fra den virkelige verden

15-12-2016

Rådgivning om pensionsøkonomi – et eksempel fra den virkelige verden

Jeg blev kontaktet af et ægtepar, der havde arvet en sum penge fra hendes forældre (lad os kalde dem for Lis og Erik). Lis var på efterløn og Erik var folkepensionist. De havde indledningsvist henvendt sig til deres bank, som foreslog at pengene skulle indskydes på forskellige pensionsordninger. Argumentet fra bankens side var at ægteparret derved ville ”få mere i folkepension”. Helt konkret skulle ægteparret foretage følgende:

1. Indbetale på en nyoprettet ratepension i banken

2. Indskyde et anseeligt beløb på en livsvarig livrente

3. Samle ægteparrets andre pensionsordninger i banken.

Lis og Erik kontaktede BOFI for at få en uafhængig økonomisk vurdering af, om bankens optimale løsning nu også var det mest optimale for ægteparret. Efter at have analyseret ægteparrets økonomi kom jeg frem til et anden løsningsforslag, der i overskrifter lød således:

1. Lad være med at indbetal på ny ratepension

2. Lad være med at indskyde på en ny livsvarig livrente

3. Indfri gæld og investér resten i frie midler

Ægteparret fik naturligvis en veldokumenteret begrundelse for min anbefaling, som du kan læse her.

1. Lad være med at indbetal på ny ratepension

En indbetaling på en ratepension medfører et fradrag i den personlige indkomst og derved en lavere skattebetaling her og nu. Omvendt bliver udbetalingerne fra ratepensionen beskattet som personlig indkomst når pensionsordningen bliver udbetalt. Fordelen består i at man får en fradragsret på op til ca. 52%, hvis man betaler topskat på indbetalingstidspunktet, og kun beskattes med ca. 37%, når man på pensionstidspunktet får pengene udbetalt igen (naturligvis under forudsætning af at man ikke længere betaler topskat). Med andre ord kan man opnå en skattebesparelse på op til 15% af det indbetalte beløb.

Denne fordel kan Lis og Erik ikke drage nytte af, da de som efterlønner og folkepensionist ikke betaler topskat på indbetalingstidspunktet. Ved at indbetale på en ratepension vil ægteparret udelukkende flytte beskatningen fra indeværende år til et fremtidigt år og således ikke tjene den potentielle skatteforskel på 15% mellem ind- og udbetalingstidspunktet. Dog vil selve beskatningen af afkastet i et pensionsmiljø være mere lempelig end beskatning af afkast på frie midler, hvilket kan motivere indskud på en pensionsordning. Omvendt er pengene bundet i pensionsmiljøet og kan ikke (uden omkostninger) trækkes ud igen, hvis behovet opstår.

Det helt store problem for ægteparret er dog at udbetalingerne fra pensionsordningen påvirker ægteparrets folkepension. Hvis ægteparret vælger at følge bankens forslag og indbetale på en ny ratepension, vil de få mindre i folkepension (og ikke mere som anført af banken) på grund af de forhøjede udbetalinger fra ratepensionen. Ægteparret bliver derved straffet økonomisk af staten ved at spare ekstra op til pensionen. Bankens rådgivning er derfor i bedste fald upræcis og i værste fald forkert.

2. Lad være med at indskyde på en ny livsvarig livrente

Begrundelsen for denne handling er stort set den samme som ved ratepensionen: Også her bliver ægteparret straffet økonomisk af staten ved at spare ekstra op til pensionen. Indbetaling på en livrente vil medføre større pensionsudbetalinger, der vil resultere i en reduktion i ægteparrets folkepension.

3. Indfri gæld og investér resten i frie midler

Ægteparret har lån i banken til en moderat dyr rente (set i lyset af det nuværende renteniveau). Jeg foreslog ægteparret en løsning, der indebar at deres gæld blev afviklet og det resterende beløb blev investeret. Ved at afvikle gælden vil ægteparret være mindre påvirket af udefrakommende faktorer som renteniveau og øgede omkostninger til banken (eksempelvis skærpede kapitalkrav fra EU). Desuden har ægteparret reduceret en løbende udgiftspost på deres budget og herigennem øget deres månedlige rådighedsbeløb.

På investeringssiden blev der sammensat en investeringsløsning, der både tilgodeså ægteparrets risikoprofil, det samlede omkostningsniveau samt de forhold, der påvirker ægteparrets pensionsforhold.

Rådgivning eller salg… eller begge dele?

Lis og Erik står som så mange andre danskere overfor et helt grundlæggende spørgsmål: Hvordan sikrer jeg at de løsninger jeg bliver præsenteret for, vitterligt er de bedste løsninger for mig og kun mig?

Den eneste måde hvorpå kunden kan sikre sig en rådgivning, der udelukkende fokuserer på kundens behov er er ved at skille salg og rådgivning helt ad! Og som situationen er i dag, kan dette kun opnås ved at benytte en uafhængig økonomisk rådgiver, der 1) ikke modtager nogen som helst form for provision af banker og andre finansielle institutioner, 2) har kendskab til markedets produktudbud og de forskelle, der er mellem de forskellige finansielle udbydere og 3) har det nødvendige kompetenceniveau til at kunne favne hele kundens privatøkonomiske sfære.

Ifølge Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder skal banken oplyse kunden om, at rådgivningen ikke er uafhængig, og at rådgivningen kun omfatter de produkter, som banken udbyder. Det betyder at bankernes rådgivning allerede er bagud på point i bestræbelserne på at finde de bedste løsninger for kunden. Får kunden rådgivning fra banken, bør kunden være bevidst om at der kan være andre mere attraktive løsningsforslag andre steder, som kunden ikke nødvendigvis hører om.

Dette er dog til at håndtere: Har kunden erkendt mulige begrænsninger i bankens produktudbud, kan kunden selv undersøge markedet for andre løsningsforslag. Men selv om banken rent faktisk har de bedste produkter på markedet, kan kunden alligevel ikke vide sig sikker på om forslaget vitterligt er den bedste løsning for kunden.

”God skik”-bekendtgørelse angiver at ”Rådgivningen skal tilgodese kundens interesser…”. Eksemplet med Lis og Erik viser desværre en rådgivning, som i væsentlig grad tilgodeser bankens interesse: Banken tjener på salg af pensionsprodukter og medfølgende investeringspleje samtidig med at låneforholdet bibeholdes. Kundens interesse reduceres derved til en ”bibetingelse” i det samlede billede: Hvordan kan banken optimere kundens løsning, givet at banken optimerer deres egen interesser først? Det mest skræmmende her er dog at havde Lis og Erik ikke kontaktet en uafhængig økonomisk rådgiver, ville de sandsynligvis aldrig finde ud af, at der fandtes en bedre finansiel løsning for dem.

Ofte vil der være sammenfald mellem bankens og kundens interesse og i mange rådgivningssituationer udmønter sig i gode løsninger for kunden (dog stadig ud fra begrænsningerne i bankens produktudbud).

Men så længe bankens primære formål er at skabe værdi for aktionærerne, samtidig med at kunden modtager rådgivning fra banken, kan kunden ikke være 100% sikker på altid at få den bedste løsning… og det er uanset hvad lovgivningen ellers tilsigter.